Brug LinkedIn til krisekommunikation

6 nov, 2025 | Published by Troels Johannesen
Brug LinkedIn til krisekommunikation

LinkedIn er ikke kun et uskyldigt medie til arbejdspladshistorier, nyheder og personlig branding. Det er også en kanal man kan bruge som hardcore kanal til mediehåndtering og krisekommunikation.

LinkedIn er i dag et centralt værktøj til både at forebygge og håndtere kriser. For når stormen rammer, kan toplederens personlige stemme på LinkedIn være den forskel, der afgør, om man mister kontrollen – eller genvinder tilliden over for de mange interne og eksterne interessenter, der følger virksomhedens gøren og laden i en shitstorm.

Flere og flere journalister bruger LinkedIn som deres daglige nyhedsstrøm. De følger virksomhedsledere, fanger historier, researcher og følger med. Derfor bør enhver topleder tænke mediehåndtering ind i sin LinkedIn-aktivitet – både når solen skinner, og når skyerne trækker sammen.

Opbyg tillid i fredstid

Krisekommunikation på LinkedIn begynder længe før krisen opstår. Det er svært at få gennemslagskraft, hvis toplederen først begynder at kommunikere, når stormen allerede raser. Profilen skal være aktiv og troværdig, følgerskaren skal være opbygget, og der skal være en klar stemme og tone, som interessenter genkender. LinkedIn er et tillidsmedie – og tillid tager tid at bygge op.

Transparens mindsker risikoen

Jo mere åben og transparent en topleder er på LinkedIn – også om det, der er svært – jo mindre chokerende virker det, når en dårlig sag rammer. Man kan med fordel bruge LinkedIn til at tage fat i emner, der kan udvikle sig til sager, inden de bliver det. Det er et effektivt greb i moderne krisekommunikation: at “prime” offentligheden på, at man håndterer en udfordring, før den bliver en krise.

Kommunikér fakta – og vis handlekraft

Når krisen er en realitet, skal LinkedIn-kommunikationen være faktabaseret og præcis. Følelser og forsvarsmekanismer kan hurtigt forplumre budskabet. Brug opslaget til at forklare, hvad der er sket, og vigtigst: hvad virksomheden gør ved det. Handleplaner og tydelig ledelse er noget af det mest beroligende, man kan kommunikere – både internt og eksternt.

LinkedIn som direkte talerør til medierne

LinkedIn giver toplederen mulighed for at kommunikere direkte til journalister og interessenter – uden at blive filtreret gennem redaktionelle vinkler. Et velformuleret opslag kan være det, der sætter dagsordenen og definerer fortællingen, før andre gør det. Det kræver dog, at opslaget har personlighed og substans – ikke PR-sprog, men et tydeligt lederskab.

Lederskab i modvind

I kriser har både medarbejdere, kunder, politikere og samarbejdspartnere brug for at se tydeligt lederskab. LinkedIn er en unik platform, fordi intern og ekstern kommunikation flyder sammen. Et godt kriserespons på LinkedIn kan samtidig fungere som ledelseskommunikation til medarbejdere og som signal til omverdenen om, at man har kontrol over situationen.

Sponsoreret krisekommunikation?

Hvis virksomhedens udfordring berører mange målgrupper, kan det give mening at understøtte lederens opslag med annoncering, ligesom det kan give mening hvis man vil ramme nogle meget specifikke målgrupper i LinkedIn-feedet. Sponsorerede opslag fra personlige profiler kan hjælpe budskabet ud til netop de interessenter, der betyder mest – uden at det føles som traditionel krisekommunikation.

Virksomheder med topledere, der allerede har en troværdig og aktiv stemme på LinkedIn, står stærkere, når krisen rammer. For krisekommunikation handler i sidste ende om relationer og tillid – og det er netop det, LinkedIn kan skabe, hvis det bruges rigtigt.

Har du eller din topleder brug for mere gennemslagskraft? Så overvej Troels Johannesens forløb ”Social medietræning for ledere”.

Troels Johannesen

Troels Johannesen er strategisk kommunikationsrådgiver og hjælper ledere og organisationer med at kommunikere på tværs af medier og med digital interessevaretagelse og lobbyisme. Han er forfatter og ekspert i krisekommunikation og toplederkommunikation på sociale medier. 

Kontakt ham her

Tilmeld nyhedsbrev

Læs også…